Koh Tao med et pitstop

23, – 27. Februar 2016

Vi forlod Ao Nang ved 11 tiden d. 23. så drengene kunne lige nå en ekstra tur i poolen inden vi tog af sted – velfortjent 🙂

Alt gik planmæssigt – selvom Emil måtte efterlade sin store muslingeskal i lufthavnen, da man åbenbart ikke må tage dem med fra stranden. Desværre havde vi ikke lige tænkt over, at der var full moon og dermed kæmpe fest på Koh Phangan, som ligger mellem Koh Samui og Koh Tao. Det var derfor umuligt at komme med en færge fra Samui til Koh Tao. Undskyldningen var noget med en mole, som var i stykker, men vi har dem mistænkt for ikke rigtig at gide sejle den ekstra vej til Koh Tao, med de få turister, når nu alle andre skulle af på Phangan og feste hele natten.

Så vi måtte derfor bide i det sure æble og tage en overnatning på Koh Samui og så sejle til Koh Tao morgenen efter kl. 8…. Nå men vi fik heldigvis et fint værelse meget tæt på færgen (og lufthavnen, så man både kunne høre og se flyene der landede og lettede ret ofte 😉 ). Og lidt sjov er der jo alle steder.

Billede 23-02-2016 15.05.12

Billede 23-02-2016 15.53.14Billede 24-02-2016 06.31.17

Men af sted kom vi da dagen efter og sejlturen gik fint. Vandet var roligt og de viste Mr. Bean på et fjernsyn til stor fornøjelse for både Emil og Frederik.

Efter første stop på Koh Phangan blev færgen fyldt med bagstive folk med neon maling over det hele 😉 – følte os meget gamle, som vi sad der med tre børn 😉

Eneste lille aber dabai på turen var da jeg blev låst inde på toilettet!!!! Heldigvis et rimelig rent et af slagsen og med en blæser OG vindue, så jeg ikke smeltede helt, mens to fra besætningen forsøgte at få mig ud 😀 – det er bare så typisk at det skal ske for mig – men 10 min. senere var jeg heldigvis ude i det fri igen …

Vel ankommet til Koh Tao skulle politiet lige have taget billede med drengene – de er meget populære med deres hjemmebragte redningsveste 😉

Billede 24-02-2016 10.36.34

Hotellet havde sørget for at vi blev hentet, og vi er blevet indlogeret på et superfint værelse med den vildeste 180 graders udsigt over to bugte. Meget smukt.

Billede 24-02-2016 11.01.08

Billede 24-02-2016 11.05.56

Koh Tao har dog også vist lidt tænder, og der har været storm og regn de to første morgener. Men det er nu også lidt fascinerende at iagttage fra vores vinduer, når man kan se uvejret komme rullende ind over øen :)…

Billede 26-02-2016 08.29.30 Billede 26-02-2016 08.36.45

Dagene er ellers gået med pool og lidt udforskning af øen. Udstyret med super mange fifs fra min veninde Louise, som har arbejdet som dykkerinstruktør på øen mange gange, har vi jo en masse vi gerne vil nå 🙂 Frederik syntes også lige han skulle gøre os forskrækkede med en smule feber den ene aften – åh nej ikke flere syge unger – men efter en god nats søvn har der ikke været mere feber at spore ….. Billede 25-02-2016 18.21.58

Billede 25-02-2016 18.24.17 Billede 25-02-2016 17.00.31 Billede 25-02-2016 12.59.25

Resortet vi bor på har en afdeling, som ligger lidt oppe på en bakke (der hvor vi bor) og en afdeling, som ligger nede ved stranden. Man må være både oppe og nede, så i går var vi taget ned for at ligge ved poolen og ved stranden. Vi var lige nået ned og havde fået lagt os i liggestolene, taget en hurtig dukkert og så kunne vi se, at Emil sad og ømmede sig lidt og åbenbart havde slået sig i poolen. Han og Peter har en plan om at skulle dykke sammen, så Emil øver sig på livet løs til at blive god til at dykke med sin snorkel på. Vi arbejder også lidt med ikke at være for pjevset, så Peter sad lidt kækt og råbte til Emil, at han bare skulle bide det i sig, og at det jo nok bare var et kødsår …. Meeeeen da drengen kom op og viste os sin fod, synes vi godt nok liige det så lidt dybere ud end beregnet, så af sted med Emil og Peter til en klinik, som heldigvis ligger 5 min fra hotellet. Nu havde vi jo også gået en del dage uden at være på besøg i sundhedsvæsnet her i Thailand, og så savner man det jo helt 😉

Mens de var af sted stødte jeg ind i et dansk par, som vi havde snakket med dagen før. De spurgte om Emil og Peter var taget ud og dykke, og jeg kunne så fortælle, at de sad på klinik og var ved at få syet Emils fod, da han havde skåret den i hotellets swimmingpool. Så fortalte de at deres dreng Gustav på 7 havde gjort præcis det samme bare på skinnebenet dagen før og nu ikke måtte være i vandet i 5 dage og var på penicillin mm.!!!! Argh hvad nu? Emil er jo total vandhund og skal dykke og har lige været uden pool i flere dage pga. Influenza…..

Heldigvis var konklusionen fra lægen at flængen ikke er så dyb som Gustavs, men han har alligevel fået 3 sting. Men men men de regner med, at han kan komme i vandet igen om nogle dage…. Pyha vi krydser fingre!

Billede 26-02-2016 12.51.56

Billede 26-02-2016 13.04.54

Vi aftalte dog at tage en aften sammen med den anden skadesramte familie, så de to drenge havde en skadesfælle! Så aftenen gik mod Sairee Beach (feststranden) og ildshow på Lotus Bar, som iflg. Louise har de bedste fire dancers…. OG drengene blev bestemt ikke skuffede. Der var fireshow i 2 timer (og det var stadig i gang da vi gik) og de var virkelig dygtige, og det så ekstra fedt ud, fordi de var så mange, som lavede deres moves samtidig! Frederik var dog ikke helt imponeret til at starte med, da han synes de lavede det samme hele tiden ”og det kan ALLE ildmænd altså mor” – men efter et stykke tid blev selv han også rimelig benovet. Så aftenen blev en succes til trods for to stk. forslåede og syede drenge!

Billede 26-02-2016 18.58.53 Billede 26-02-2016 21.22.52

Billede 26-02-2016 21.24.43

I dag skulle vi så finde på noget, som ikke involverede vand – lidt en udfordring her på Koh Tao, hvor stort set ALT handler om vandaktiviteter. Vi endte med at tage en tur til Sairee Beach (igen) og gå en tur på deres strandpromenade (om formiddagen hvor de fleste festramte sover rusen ud og der derfor er rimelig roligt uden for mange scootere 😉 ) – her fik vi mega god is, kaffe og lækker frokost.

Derefter smuttede vi til en mini golf bane (”er det det hvor Emil slår mig i hovedet med en kølle” – citat Frederik – efter mindre uheld i sommers på campingplads i jylland). Men det var et hit, der var skøre udfordringer og vi hyggede os i nogle timer, indtil vi blev nødt til at afbryde før alle 18 huller var forceret, da Emil skulle ned på klinikken og have skiftet forbinding og renset såret. Lægen har lovet ham at han må komme i vandet på mandag, så i morgen skal vi forbi og have et vandtæt plaster på – dejligt!

Billede 27-02-2016 15.34.23Billede 27-02-2016 15.09.49

På vej ud at spise mødte vi vores lidelsesfæller og aftalte at spise sammen igen. De tager mod Koh Samui i morgen, så drengene synes det var hyggeligt med lidt selskab en sidste aften – og det synes vi også 🙂

Billede 27-02-2016 19.44.54

Magnus bliver så stor og øver sig i at kravle hver gang, han ligger i sengen! Peter skal nok få travlt, når han overtager barselstjansen hjemme i DK….

Billede 28-02-2016 07.17.39

2 tanker om "Koh Tao med et pitstop"

  1. Vi sidder sammen med Lene og Peter i deres sommerhus og har lige læst seneste nyt fra bloggen. Vi misunder jer den flotte udsigt, for her er det totalt tåget , og bilen er hvid af rimfrost.
    Peter vurderer, at der allerede er dannet sårbarriere. Så det skulle være ok med badning i morgen.
    Vi glæder os over, at i har det godt trods strabadserne.
    Men vi glæder os til at se jer igen alle fem.
    Store knus her fra Veddinge bakker.

  2. God bedring til Emil, nu skal han bare finde på en lidt sejere historie om hvordan han fik det ar i Thailand…. F.eks. Et slangebid, så skal han nok se nogen benovede drenge herhjemme. Måske kan han finde på en historie, der slår Simons “ar-historie” ?. Nyd de sidste dage, vi glæder os til snart at se jer igen!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *