Paradis med bump på vejen…

13. Februar 2016

Ok – paradis fik vi lige i 2 dage. Da vi vågnede på 2. dagen havde Magnus nemlig fået feber. Uh allerede der tænker moren jo både Dengue feber og alle mulige andre frygtede tropesygdomme. Men efter at have konsulteret min gode ven Google, blev vi enige om lige at se det an, da feberen ikke var særlig høj. Efter en lidt kaotisk morgenmad med tudende baby, blev jeg på værelset med den lille mand, så han kunne få en god formiddagslur, mens de andre tog i poolen.

Lur

Vel vågnet igen kommer Peter op, for at se til os og fortæller sådan lidt henkastet, at han egentlig også går og spytter lidt blod… !?!?!?! Undskyld HVAD gør du…..???

Så tog skrappe Lise lige styringen og beordrede hele familien til lægen. Men det betyder altså først en tur med longtail boat til fastlandet (1 time) og så en køretur til den større by Trang (endnu 1 time). Hotellet var heldigvis søde til, at få det hele arrangeret og af sted med os efter frokosten fra den lille ø.

Transport kan de finde ud af at arrangere i Thailand, og der stod en fin minivan og ventede på at køre os videre, da båden lagde til på fastlandet. Turen over vandet var vildt flot, og vi prøvede at gøre det til en oplevelse (så meget vi nu kunne), nu når vi var nødt til at tage af sted alle sammen. Vores rejseforsikring fungerede også super og lovede at ringe til hospitalet (det er her lægen er) og give besked om at vi kom og stille betalingsgaranti, så vi ikke selv skulle lægge ud for noget.

LongtailLongtaillæge2

Det hele lovede også godt da vi ankom til hospitalet, og jeg var ved godt mod, da de flinke receptionister mødte os med et godt engelsk og havde hørt fra forsikringen og det hele.

Vi satte os i kø og ventede. Først skulle både Magnus og Peter vejes og der skulle tages temperatur – under armen!?!? Det trick kender jeg ikke lige og den slog da heller ikke ud på Magnus, men en mor ved altså når baby har feber, og det havde han stadig!! Nå men ind til lægen kom vi. Først Peter som uheldigvis røg ind til lægen hvis engelske ordforråd bestod i ”I aaam dooctor” – så det var ikke meget han havde forstået derinde – andet end at de ville tage en blodprøve – svartid på ca. 1 time…. Ok vi venter. Så blev det Magnus tur og vi kom heldigvis ind til en “lidt bedre i engelsk”-læge. Jeg prøvede at forklare, at jeg havde taget Magnus temperatur i rumpetten om morgenen, og altså var ret sikker på, at han stadig havde feber. Ved ikke heeeelt, hvad lægen tror, jeg har prøvet at fortælle ham, men det endte med, at han også foreslog en blodprøve fra Magnus for at udelukke Dengue, selvom risikoen var ret lille.

Vi kom derfor ind på et andet rum, hvor to sygeplejersker skulle stikke i den lille mand. Argh hvor var det bare hårdt. Han var slet ikke glad for situationen, og jeg prøvede at trøste så godt jeg kunne. Første sygeplejerske kunne ikke finde nogen blodåre i hans arm så ingen blod kom ud, så de tilkaldte en ”professional nurse” (ja tak) og så kom hun og stak ham i den lille hånd i stedet. Åh jeg tror næsten jeg tudede mere end Magnus, men blodprøve fik vi taget og så kunne vi ellers også vente 1 time på den….

Hold nu k… hvor tog det hele lang tid. Peter fik også taget røntgen, da de ikke rigtig kunne se noget i hans blod, og hans infektionstal var ikke særlig højt (det tror han i hvert fald var det lægen prøvede at forklare). Men det endte med, at han fik udskrevet noget penicillin og smertestillende (google translate har senere afsløret, at han er mistænkt for at have noget kæbebetændelse).

Magnus havde heldigvis heller ikke Dengue, men til gengæld høje infektionstal, så han blev ligeledes udstyret med penicillin og smertestillende.

Nu var klokken så bare blevet 20, og de to store drenge kunne heller ikke rigtig underholdes længere med kortspil og thai tv… (stakler – men de var sgu nogle gode drenge og brokkede sig næsten ikke, selvom vi sad der på hospitalet i 3-4 timer). Og vores stakkels chauffør havde også ventet på os i al den tid.

Læge

Af sted gik det endelig tilbage til ”havnen” – hvilket så betød, at vi skulle sejle tilbage til Koh Ngai i bælgravende mørke. Først skulle vi ud over 3 både for at komme ud til vores longtail og så af sted. Selv de voksne valgte at tage redningsveste på denne gang. Selvom vi holdt humøret højt og fortalte drengene, at de jo sejler ud på natdyk heeeele tiden, så kan jeg da godt afsløre, at Peter og jeg sendte hinanden nogle blikke inden vi sejlede af sted og holdt ekstra godt fast i alle (heldigvis sovende) drenge på turen over. Jeg vil indrømme det ikke var min ”finest hour” som forældre, da vi sad der i mørket med lyn i horisonten og sejlede af sted, og jeg indrømmer også gerne, at jeg trak vejret lidt mere roligt, da vi kom så tæt på øen, at jeg tænkte ”ok Lise – nu kan du svømme ind – også selvom du har drengene på slæb”.

Longtailnat

Men alt gik fint og vi blev mødt i vandet af de flinke folk fra hotellet med pandelygter, som hjalp os ind fra båden, da det er vildt lavvandet om natten og man skal gå ca. 100 m. ind til stranden i det lave vand. Frederik over skulderen af en mand han ikke kendte.

Jeg tror nok, at drengene fik EN på opleveren i dag, men jeg kunne nu godt have været det foruden. Men er trods alt glad for, at vi tog af sted og har fået medikamenter til de syge…..

Nu må resten af dagene gerne forløbe lidt mindre actionpacked…..

 

En tanke om "Paradis med bump på vejen…"

  1. Sikke en omgang. Vi har lige læst det nu. Kl. er 1 om natten, og jeg har da helt ondt i maven over at høre om de prøvelser, i har været ude for.
    Håber penicillinen virker.
    Regner med at høre fra jer i morgen igen.
    Knus fra far og mor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *